terapi

fodsporHvad enten du står med ydre udfordringer, vanskeligheder i følelseslivet, parforholds-problemer, eller du oplever længsel efter større glæde, dybde og mening i livet, kan et terapiforløb give støtte til at arbejde med det, der fylder for dig her og nu.

For mig er et af de vigtigste mål i det terapeutiske arbejdet at fordybe kontakten indad, for derved at åbne op for det mere grundlæggende nærvær i os. Ved at turde møde os selv som vi er, uden at skulle lave noget om, kan vi begynde at leve mere i overensstemmelse med os selv – med kontakt til vores dybde, i stedet for at handle ud fra ydre krav eller indre forestillinger om hvordan vi bør være..

I en støttende atmosfære får du hjælp til at få bedre kontakt til dig selv, og til at udvikle en selvomsorg, der gør det muligt for dig at bedre kunne mærke, rumme og forvandle de svære ting i dit liv. Gradvist vil du få en større modstandskraft overfor livets op- og nedture.

En afgørende faktor i processen med at fordybe kontakten indad, er at lære at mærke og stole på kroppens sansninger og følelser. Ofte har vi delvist lukket af for kontakten med kroppen, og derved har vi også lukket for de dybere kvaliteter og ressourcer, som er tilgængelige når der er kontakt mellem krop, følelser og bevidsthed. Ressourcer som for eksempel selvaccept, livsglæde, tillid, styrke, klarhed, følelsesfylde og centrering .

Jeg arbejder med at fordybe den energetiske og følelsesmæssige kontakt og centrering i kroppen gennem meditative energi- og bevidsthedsøvelser, og gennem healing.

En terapisession kan således veksle mellem samtale og kropsterapi, indre øvelser og healing. Hvis du ønsker det, kan du få instruktion i mindfulness meditationsøvelser eller andre energibevidsthedsøvelser, som du løbende kan bruge som støtte i din proces.

Det er muligt at aftale såvel korte som længerevarende forløb.